Skip to content →

Skyld og skam følger ofre for stealthing: Michelle ved, hun ikke bærer ansvaret

Stealthing er, når manden fjerner kondomet under samleje uden at sige det. Det er egentlig en krænkelse, da der ikke er samtykke til ubeskyttet sex. Det kan dog være svært for ofrene ikke selv at føle sig ansvarlige, når det ikke er et anerkendt eller strafbart fænomen.

Foto af: Frederikke Haandbæk Henriksen og Sarah Riddersholm Nielsen

Af Frederikke Haandbæk Henriksen og Sarah Riddersholm Nielsen

”Jeg skulle lige op og mærke varmen,” sagde manden fra Scor.dk.

Frastødt kiggede Michelle Breinholt Refsager på ham. En fremmed, var han vel egentlig. Det var i hvert fald deres første møde. Et møde, der mest af alt skulle være en rar sexoplevelse for begge parter, men som endte med en politianmeldelse. 

Stealthing. Direkte oversat: at være snigende. Det er betegnelsen for et fænomen, hvor manden fjerner sit kondom under samleje uden samtykke eller viden fra sin partner. Denne lille snedighed kan dog være skelsættende, og især skam og skyld kan sætte sig i ofrene bagefter.

Den første gang

Da Michelle Breinholt Refsager var i start 20’erne i 2007, blev hun for første gang udsat for stealthing. Ung i Odense og flyttet hjemmefra for nyligt, var hun en festlig pige, der havde masser af veninder, venner, drengebekendtskaber, rendezvouser – you name it, som hun selv siger. 

Der i Odense besøgte hun i en periode sin bolleven. Værelset var mørk og rodet, men hyggeligt, husker Michelle. Det var en person, som hun stolede på, og som hun havde haft nogle gode oplevelser med. Indtil en aften, hvor ‘forholdet’ tog en drejning, fordi hun bad ham begynde at bruge kondom. 

”Jeg arbejdede i Condomeriet i Odense og blev meget bevidst om, hvor vigtigt beskyttelse var,” siger Michelle Breinholt Refsager.

Han var bagved hende, da han sneg kondomet af. Hun opdagede det først efter noget tid og konfronterede ham: ”Jeg troede, du ville kunne mærke, at jeg havde taget det af” var svaret.

”Det er jo dobbelt op på dumt. Mærke med hånden eller skeden?” tænker Michelle Breinholt Refsager den dag i dag.

De to så hinanden et par gange derefter, men det ebbede ud.

”Dengang var jeg i starten af 20’erne og tænkte ikke på det som et overgreb. Jeg kendte heller ikke fænomenet. Jeg tænkte bare ”fucking idiot, helt ærligt,”” siger Michelle Breinholt Refsager.

Odense, 2007. Foto: Privat


Læs en anden kvindes oplevelse
Kvinde 22 år
“Det var i starten af 2021, hvor jeg matchede med ham på Tinder. Vi aftalte at tage på en date sammen. Vi gik en tur og købte mad og vin. Derefter gik vi hjem til ham. Vi havde nogle gode snakke om blandt andet kønsroller. Det var egentlig en hyggelig aften.
 
Jeg sagde, jeg kun ville have sex med kondom. Jeg var på p-piller, men jeg så flere på det tidspunkt og ville forhindre kønssygdomme. Han ville egentlig ikke, men jeg fik ham overtalt.
 
Han var bagved mig fra start, så jeg kunne ikke se, hvad han lavede. Lige pludselig sagde han, at kondomet var væk. Min første tanke var, at det sad i mig, for man forventer jo ikke, at en, man har sex med, vil snyde en.
 
Efterfølgende tog jeg hjem og snakkede med min roommate. Jeg var egentlig stolt over, at jeg havde bedt ham bruge kondom. Men da vi snakkede om, hvad der var sket, gik det op for mig: ”Gud, det var jo med vilje.” Jeg begyndte at græde. Det gik først op for mig der, og min tanke var også: ”Hvordan kunne jeg være så dum?”
 
Jeg har jo ikke beviser for, at han gjorde det, for han indrømmede det ikke, men jeg tror virkelig, det skete. Jeg kunne godt mærke, at det ødelagde rigtig meget i mig. Jeg tror ikke, drengene tænker over konsekvenserne.”

Fokus på krænkelsen

I 2019 udtalte Rigshospitalets Center for seksuelle overgreb til Jyllands Posten, at de endnu ikke havde hørt om fænomenet stealthing. I dag tre år senere ser det anderledes ud. Rigshospitalets Center for seksuelle overgreb kan fortælle, at de er bekendte med fænomenet, men det er ikke ofte, at centret bliver kontaktet omkring stealthing

Ifølge Jeppe Hald, der er projektleder hos Sex og Samfund, kan det skyldes, at det er meget nyt, at man er blevet gjort opmærksom på, at stealthing er en krænkelse. 

”I forhold til om folk erkender det som en krænkelse eller ej, kan det godt føre til et mørketal indenfor anmeldelser,” siger Jeppe Hald. 

Undersøgelser fra blandt andet USA og Australien viser, at det er et problem. De nyeste tal fra USA viser, at 19 procent af de adspurgte kvinder har været udsat for stealthing. Endnu værre står det til i Australien, hvor en undersøgelse viser, at hele 32 procent af de adspurgte har været udsat for fænomenet. 

Der findes ingen tilsvarende undersøgelser for, hvor mange personer der har været udsat for stealthing i Danmark.

Manden fra scor.dk

Selvom der ikke er tal på, hvor udbredt stealthing er i Danmark, har Michelle oplevet det to gange. 

Michelle var stadig udadvendt, da hun i 2017 boede i Hundige, men på en anden måde. Hun holdt fyre på en armslængde, men ville stadig gerne have intimiteten. Hun benyttede sig derfor af datingsiden scor.dk.

”Jeg havde været meget lort igennem med fyre, hvor jeg var blevet ”brugt og smidt væk”, men på scor.dk følte jeg, at det var mig, der tog teten,” Siger Michelle Breinholt Refsager.

På scor.dk var hede beskeder derfor fløjet frem og tilbage. Med et “hej” og et “velkommen til” røg tøjet på gulvet, da de mødtes hos Michelle. Den lille lampe i soveværelset var nu skruet over på rød. Sammen bevægede de sig som én mod det rødlige skær. 

Inden mødet havde Michelle Breinholt Refsager gjort meget ud af at fortælle, at hun ikke var interesseret i ubeskyttet sex. Manden fra scor.dk var med på præmissen, eller det troede hun i hvert fald. Ret tidligt gik det op for hende, at der er noget galt. Han var bag hende på dette tidspunkt. Hun spurgte forvirret, hvor kondomet var blevet af. Det havde han ikke noget svar på, for det havde aldrig været på.  

Denne hændelse er 10 år efter, at Michelle Breinholt Refsager første gang blev udsat for stealthing. Denne gang var hun mere bevidst om sagens alvor. 

“Jeg faldt tilfældigt over begrebet og fik sat ord på, at det faktisk var en krænkelse. Indtil da havde jeg bare en følelse af, at det var forkert,” siger Michelle Breinholt Refsager.

Hundige, 2017. Foto: Privat.


Læs en anden kvindes oplevelse
Kvinde 24 år
”Det er tre år siden. Jeg var 20. Jeg var i byen med nogle venner i Horsens. Jeg dansede med en fyr, som jeg ikke kendte, men vi havde kemi. Vi gik lidt længere ned ad gaden og fandt et cykelskur. Så spurgte jeg ham, om han har et kondom. Det var han ikke interesseret i. Jeg fortalte, at det var vi nødt til, fordi jeg ikke var på nogen form for prævention. Han fandt trodsigt et kondom frem, og vi havde sex. På et tidspunkt smed han det så, og ville fortsætte uden. Det ville jeg ikke.

Dagen efter blev jeg virkelig panisk, fordi jeg blev i tvivl om rækkefølgen. Havde han været oppe i mig uden kondom? Jeg valgte at tage en fortrydelsespille, men gik i den efterfølgende måned med en angst for at være gravid. 

Jeg talte ikke rigtig med nogen om det, selvom jeg havde et behov for at tale med min mor om det, men jeg følte mig dum og uansvarlig. Jeg følte faktisk, at jeg bar noget af skylden, selvom det jo ikke var mig, der tog det kondom af.”

“Det er sgu ikke din skyld”

Everyday Sexism Project Danmark forsøger at skabe større kendskab til begrebet “stealthing”. Organisationen har til formål at indsamle oplevelser, oplyse om og bekæmpe sexisme. Rosa Engelbert Jensen, fungerende talsperson og bestyrelsesmedlem for Everyday Sexism Project Danmark, håber, at en større opmærksomhed og oplysning om stealthing fører til, at det falder under samtykkeloven. 

”Ofrene ved ikke, det er et overgreb. Måske ved overgrebsmanden det ikke engang. Folk bliver overrasket over, hvor voldsomt det føles, og at det ikke bliver dækket af loven,” siger Rosa Engelbert Jensen.

Everyday Sexism Project Danmark håber, at en lovændring ville føre til, at ofrene ikke bebrejder sig selv eller skammer sig. 

”Selvom det kan være pissehårdt at sige, det er sket for en, er det vigtigt, der bliver snakket højt om det. Man skal huske på, ikke at være bange for at ødelægge stemningen, for den var allerede ødelagt af stealthing,” siger Rosa Engelbert Jensen. 

“Det er sgu ikke din skyld, at en anden vælger at begå overgreb. Man skal være enige om at have sex og hvordan man har det,” siger Rosa Engelbert Jensen.


Læs en anden kvindes oplevelse
Kvinde 23 år
“Jeg var lige blevet student, og så mødte jeg den her fyr til en studenterfest, som jeg godt lidt vidste, hvem var. Jeg havde min allerførste gang med ham. Jeg opdagede først, at noget var galt efter, at vi havde haft sex. Kondomet lå nemlig på gulvet, derfor konfronterede jeg ham, hvortil han svarede “ja ja, men jeg trak mig ud inden, at jeg kom.”

Jeg snakkede først med en veninde om det efter tre dage. Hun rådede mig til at tage en fortrydelsespille. Det var forfærdeligt for mig. Jeg hader at tage piller. Jeg følte ikke, at jeg kunne tale med ham om det, for så godt kendte vi ikke hinanden, og det var jo min første gang. 

I den relation, jeg fik efter ham, var jeg mega paranoid og tjekkede flere gange under samleje, om kondomet stadig var der. Så oplevelsen påvirkede mig meget. Det gik bare først op for mig efter langt tid.
 
Jeg bagatelliserede det og fortalte det kun til mine tætteste venner. I mit hoved var det næsten normalt. Et eller andet sted vidste jeg godt, at det var værre end, hvad jeg gjorde det til, men jeg skammede mig over det, fordi jeg følte mig dum og naiv. Det gør jeg ikke mere, for nu kan jeg se, at det var en krænkelse.”

Samtykkeloven

I flere lande er stealthing ulovligt, herunder Tyskland, Australien og Schweiz. I sidstnævnte land har to mænd fået fængselsstraffe for at have begået stealthing. I Danmark er det endnu ikke nævnt i lovgivningen, men der arbejdes på sagen.

“Vi anbefalede i et høringssvar for nyligt at overveje at kriminalisere stealthing, da vi ser det som en naturlig forlængelse af samtykkeloven,” fortæller Aviaja Mose Wingender, Rigshospitalets Center for seksuelle overgreb.

Der er endnu ikke sket noget vedrørende høringssvaret.

Ikke mere skyld og skam

Særligt en tanke sad fast i Michelle Breinholt Refsager efter krænkelsen med manden fra scor.dk i 2017. 

“Hvorfor stoppede jeg ikke samlejet efter, at jeg fandt ud af, at der ikke var et kondom til stede? Det er det, som har naget mig mest, men jeg sad med følelsen af, at nu var virkningen af et kondom jo alligevel ødelagt, da jeg ville bruge det for at beskytte mig mod sexsygdomme,” siger Michelle Breinholt Refsager.

Da Michelle valgte at anmelde manden fra scor.dk til politiet handlede ikke så meget om at få ham dømt. 

“Det vigtige for mig, ved at anmelde ham, var, at han blev opmærksom på, at jeg ikke finde mig i det. Det er ikke okay, og det skal du lade vær med,” siger Michelle Breinholt Refsager. 

I dag bor Michelle med sin kæreste og deres lille datter i Tune. Det er blandt andet på grund af hendes datter, at hun står frem. Hun er helt afklaret med, at hun intet ansvar bærer for de to krænkelser. Hun håber, at fordi hun står frem, så kan det hjælpe andre med ikke at skamme sig eller føle skyld over at blive udsat for stealthing. Politianmeldelsen blev aldrig opfulgt.

Note: Skribenterne kender identiteten på de anonyme kvinder.

Published in Uncategorized

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *